Skovene omkring Lillebælt er vigtige yngleområder for havørnen

Havørn (Haliaeetus albicilla)

Havørne bliver først kønsmodne i en alder af 5-7 år, hvor fuglene danner par og finder territorier, som de holder hele deres liv. Ungfuglene strejfer derimod mere omkring, og der går endvidere et meget svagt træk af skandinaviske fugle gennem landet i april samt oktober/november. Ud over den danske ynglebestand overvintrer fugle fra nabolandene også i Danmark. De optræder især i fjorde, ved større søer og ved lavvandede kyster og sunde, hvor der opholder sig større mængder af overvintrende gæs og svømmefugle.

Havørnens føde består af fisk, mellemstore fugle og ådsler. Fuglen har en lidt speciel jagtteknik, hvad angår svømmefugle, idet den ved at flyve lavt ned over fuglen gentagne gange presser den til at dykke. På den måde udmatter havørnen sit bytte, som pga. udmattelsen bliver et let offer. Historier fra Norge om havørne, som tager børn på 4-5 år, er helt uden hold i virkeligheden, idet fuglen maksimalt kan løfte sin egen vægt, som er på 3-7 kg.

Før midten af 1800-tallet var havørnen en relativt almindelig dansk ynglefugl med en formodet bestand på ca. 50 par, men med den intense rovfuglebekæmpelse, som fandt sted sidst i 1800-tallet, blev fuglen udryddet allerede omkring år 1900. Heldigvis er fuglen genindvandret i 1990'erne, og den er gået støt frem lige siden.

Kilde: www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02430

Søstjerner fåes i alle regnbuen farver

Læg mærke til ulken lige over søstjernen

                                                                                                                               Foto John Bach

                                                                                                                                          Foto John Bach

Almindelig søstjerne

Almindelig søstjerne har det latinske navn Asterias rubens og er i Danmark også kendt som korsfisk. Der findes 10 arter af søstjerner i Danmark, hvor den almindelige søstjerne er den hyppigst forekommende. Den kan ses året rundt og ses undertiden opskyllet på strande. Typisk bliver den almindelige søstjerne 7-8 år gammel og opnår en størrelse på 10-30 cm, men individer på helt op til 40 cm er fundet.

Almindelig søstjerne er udbredt i hele Europa, men findes ikke i Middelhavet. I de danske farvande findes den overalt, hvis bare vandet er saltholdigt. Den spreder sig fra helt lavt vand ved kysten til vanddybder på over 50 meter, og søstjernerne på større dybde er ofte større end dem på lavt vand.

Søstjernen har en over- og underside, men der findes ikke en for- eller bagende på søstjernen, da den hverken har hoved eller hjerte. Undersiden er lys orange eller gullig, mens oversiden har mange farvenuancer lige fra grå og gul til lilla og mørkerød. På oversiden sidder små pigge spredt ud over det hele, mens de på undersiden sidder i rækker på de fem arme. Munden sidder på undersiden af kroppen, mens tarmåbning og kønsåbningen sidder på oversiden.

Søstjernen har et nervesystem og flere hundrede sugefødder, der alle sidder på undersiden i 4 rækker på hver fod. Sugefødderne er forbundet med hinanden via tynde rør, der udgør et indre vandkanalsystem og er forbundet med sipladen, der sidder på søstjernens overside. Sipladen bruges til at regulere vandmængden i søstjernen.

Kilde: http://e-learning.skaldyrcenter.dk/produkter/soestjerne/

Her har vi fundet et dødt marsvin der er skyllet op på stranden

Lillebælt har verdens tætteste bestand af marsvin

                                                                                                                                          Foto John Bach
Marsvin

Latin: Phocaena phocaena

Et marsvin kan være neddykket i op til 10 minutter, men oftest varer dykkene fra to til seks minutter.

Marsvinet er almindeligt forekommende i Storebælt og Lillebælt, Skagerrak, Kattegat og Nordsøen, men er stort set forsvundet fra Østersøen, og den er sjælden i Øresund.

Marsvinet har en lille, robust krop som tilspidser mod halefinnen. Hovedet er lille og afrundet, og marsvinet har ikke noget næb. Brystfinnerne, også kaldet lufferne, er små, mørke og bagudrettede. Rygfinnen, som er placeret lige bag midten af dyret, er lav og trekantet med bred basis, og på forkanten af rygfinnen er der tuberkler. Tuberkler er runde hudknuder. Halefinnen har lav kløft.

Marsvinet er med sin kropslængde på 1.4-1.8 m og kropsvægt på typisk 55-65 kg en af verdens mindste hvaler. Den er en tandhval med ca. 100 tænder, og den har et enkelt blåsthul. Blåsthullet er marsvinets ydre næseåbning.

Oversiden er mørkegrå til blåsort, mens undersiden er hvid eller grålig. På siderne er der en gradvis overgang fra mørk til lys farve. Halefinnen er sort på begge sider.

Føden består primært af fisk som torsk og sildefisk, men marsvinet tager også blæksprutter og krebsdyr. Marsvinet lever i salte og brakke havområder med tilstrækkelige føderessourcer i form af især fisk. De angives at være særligt følsomme over for forstyrrelser i parringsperioden i juli-august, og når de kælver i maj-juni. Marsvin færdes ofte i små grupper på 2-5 dyr, men i områder med rigelig føde kan grupperne være en del større. Det er dog ikke usædvanligt, at marsvin færdes alene.

Dyrene bevæger sig med langsomme og rullende bevægelser, og føden finder de ved ekkolokalisering. Ved at udsende højfrekvente og stærke lydbølger i en stråle, som, når de rammer eksempelvis en fisk, bliver kastet tilbage, kan marsvinet opfange de reflekterede lydbølger via underkæben og øret, og på denne måde bestemme afstanden og retningen til byttet.

Parringen finder sted i løbet af sommeren, og efter en drægtighedsperiode på omkring 11 måneder fødes den omtrent 10 kg store kalv. Kalven dier hos moderen i 8-11 måneder.

Kilde: http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/artsleksikon/dyr/pattedyr/hvaler/marsvin/

Lav sjove ting af det du kan finde på stranden

Ved stranden kan man hele året samle sten, skaller, grene osv. til at lave figurer, billeder og meget andet af. Ideen er, at I ikke skal slæbe en hel masse med hjemmefra. En strandtur skal først og fremmest handle om at nyde sol, strand og vand. Når vi undlader at slæbe alt for meget med, er vi bedre til at bruge naturernes egne ressourcer og skabe leg via improvisation og fri fantasi.

HUSK! Når man arbejder med naturmaterialer er en limpistol uundværlig. Tingene holder sammen med det samme ingenting er umuligt at sætte sammen. Brug en lavtemperatur limpistol, så ingen brænder sig.

Man kan male stenene:

Indsaml nogle sten med en glat overflade, mal forskellige motiver med akrylmaling eller tusser. Mal f.eks. en mariehøne, dannebrog eller lav små figurer. Prøv også at lime sjove figurer sammen af ting indsamlet på stranden.

Lav din egen naturlige dug-holder:

Til denne sjove aktivitet skal du bruge 4 sten med hul, 4 klemmer og snor. Stik snoren gennem hullet i stenen og bind den sammen med klemmen. Du kan male sten og klemmer, hvis du ønsker nogle mere farverig dug-holder.

Naturlig billedkunst:

Saml tang i vandkanten, læg det i en skål med vand. Den opblødte tang formes og lægges på kartonet. Dæk billedet med stanniol, læg det i pres til billedet er tørt. Tangen hænger nu fast på kartonet, du kan dekorerer billedet med sand, ved at klistrer lim på og drysse med sand.

Saml sten, tang og skaller og tag det med hjem til en regnsvejrsdag

Man kan finde nogle sten med hul, som kan bruges til, at lave halskæder, armbånd, dug-holder eller små figurer af.

Kilde: www.hobbynyt.dk/idebank/hobby-artikler/2-uncategorised/42-naturmaterialer og Naturstyrelsen.dk, Billeder Bente Ålbæk

Mågen er den mest almindelige fugl på stranden

                                                                                     

                                                                                                                                         Foto John Bach

Mågen                     

Laridae, familie med 51 arter i mågevadefuglenes orden, udbredt i hele verden. Tidligere var de fleste arter placeret i samme slægt, Larus. Nyere undersøgelser har vist, at arterne skal placeres i flere slægter, bl.a. Leucophaeus og Chroicocephalus.

Af udseende er det en meget homogen gruppe, men størrelsen varierer betydeligt (25-79 cm, vingefang 70-170 cm). Vingerne er lange, næbbet ret langt og som regel kraftigt, og fødderne er forsynet med svømmehud mellem de tre fremadrettede tæer. Hos de allerfleste er undersiden hvid, mens ryg og vingeoversider er grå eller sorte, sjældent hvide. Nogle arter har et sort halebånd, og hos mange er hovedet mørkebrunt eller sort i yngledragten. Ungfuglene har en distinkt brunlig dragt, som de mindre arter bærer i det første år, mens ungfugle af store arter først anlægger voksendragten efter 4-5 år.

De fleste måger findes ved havkyster, hvor mange af dem lever af opskyllede dyr i tidevandszonen, men nogle er fiskespecialister, og i yngletiden tager større arter en del æg og unger fra andre fugle. Et mindre antal arter fanger fisk og hvirvelløse dyr på det åbne hav, mens en del lever i indlandet fjernt fra kysten, enten i yngletiden eller hele året; her tager de ferskvandsdyr, insekter og regnorme. Visse mågearter har effektivt været i stand til at udnytte fiskeriaffald og åbne lossepladser, hvilket undertiden har ført til en dramatisk tilvækst i bestandene.

I yngletiden ruger næsten alle måger i kolonier, oftest på flade øer ved havkyster, men undertiden på fuglefjelde, og adskillige arter yngler ved ferskvand. Kuldet er ofte på 2-3 æg, som lægges i en redeskål på jorden og ruges af begge mager. Ungerne fodres i eller nær reden, til de er flyvefærdige og i varierende grad også en tid herefter. De små arter bliver kønsmodne i en alder af to år, de store først, når de er udfarvede efter 4-5 år.

Kilde: http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Fugle/m%C3%A5ger

                                                                                                                         Foto John Bach
Spor efter en måge der har spist blåmuslinger

                                                                                                                                          Foto John Bach
Mågens spisekammer

                                                                                                                    Foto John Bach

Fødekæder ved strandet og i havet

Et økosystem kan beskrives som et miljø med organismer. Det er en samling af organismer: bakterier svampe, planter og dyr i et afgrænset område. En skov, en savanne, en sø eller et hav er alle eksempler på et økosystem. Ud over organismerne består økosystemet også af det omgivende miljø. I havet er det blandt andet vandet, salte, mineraler, luftarter og forskellige organiske og uorganiske stoffer. Alle de levende organismer i et økosystem lever i samspil med hinanden og med omgivelserne. Nordsøen er et økosystem, Østersøen er et andet økosystem. Det er forskellige forhold, der gør sig gældende, Men der er også nogle helt generelle træk, der er fælles for det, man kalder havets økosystem.

Fødekæder

Det hele starter med planterne, der kan vokse ved hjælp af sollys. I havets økosystem vil der hovedsagligt være tale om planteplankton. Planteplankton er mikroskopiske alger, der svæver frit i vandmasserne. Planteplanktonet bliver ædt af dyreplankton, der er smådyr, der svæver frit rundt i vandet. Dyreplanktonet kan blive ædt af nogle små fisk, der så igen bliver ædt af nogle større fisk osv. En sådan række af organismer, der æder hinanden kaldes en fødekæde: Til sidst i fødekæden kan der også være enten fugle, havpattedyr eller mennesker. Dette er en meget forenklet fremstilling af, hvordan det går til i havet, men det giver en vis forståelse for sammenhængen. I havet er der mange fødekæder og mange af fødekæderne lapper over hinanden og danner et helt net af fødekæder – et såkaldt fødenet.

Kilde: http://www.fiskericirklen.dk/files/Fiskericirklen/Fagboger/PDFer/Hav-%20og%20fiskeribiologi/Hav-%20og%20fiskeribiologi%20-%20kapitel%2001.pdf

Kilde:http://dedanskefarvande.blogspot.dk/2012/09/fdekde-og-fdenet.html

Hvis man er blevet mere nysgerrig er der mange steder man kan hente oplysninger.

Her er nogle af de kilder jeg har har brugt. Jeg har udelukkende brugt de kilder man har adgang til på internettet. Så har man nemlig en mulighed for at sidde spontant og i ro  og forberede sig på en tur ud i naturen. Hvis man har et Uni-login ( institutioner og skoler) findes der en sider omhandlende natur og biologi:
http://www.biologifaget.dk/
http://www.naturteknikfaget.dk/
http://danske-dyr.dk/

Jeg har anvendt følgende sider der ikke kræver Uni-login:
www.naturstyrelsen.dk/vandmiljoe/havet

www.luontoportti.com/suomi/da/

www.biologifaget.dk/natur/hav/

www.skoven-i-skolen.dk/content/b%C3%B8rn-natur-og-l%C3%A6ring

www.legekufferten.dk/

Jeg har for min egen lærings skyld kun brugt egne fotos og video. (pånær to :-)

Konkylier, muslinger og snegle er noget af det mest spændende man kan finde på stranden

                                                                                                                                            Foto John Bach

Almindelig konk kaldes også for konksnegl eller for konkylie.

Almindelig konk er meget almindelig i de danske farvande ind til den vestlige Østersø (op til en saltholdighed på ca. 15 promille).

Almindelig konk findes fortrinsvis på mudder og sandbunde og findes især på lavt roligt vand. Låget, som den lukker åbningen med når den trækker sig ind i skallen, kan findes som knaplignende mørk plader på stranden. Disse låg stammer fra døde snegle. Skallen fra døde snegle overtages ofte af eremitkrebs eller kan findes opskyllede og ødelagte. På ydersiden af beboede skaller (enten beboet af sneglen selv eller af en eremitkrebs) kan der vokse polypdyr, rurer og andre dyr.

Mål og vægt:  11-14 cm lang.

Den almindelige konk har en grålig rødbrun skal, der kan have lilla markeringer. På overfladen er skallen meget bulet og danner ribber der går på tværs af spiralsnoningen. Sneglens krop er hvidlig med sorte pletter fordelt over hele kroppen.

Forveksling: Den almindelige konk kan forveksles med rødkonken, der kan have samme størrelse. De kan kendes fra hinanden på skallens overflade. Rødkonkens er næsten hel glat og rødbrun og har kun lidt striber der følger vindingerne.

Den almindelig konk er et rovdyr, der æder krabber, orme, muslinger og friske ådsler. Når den æder udskiller den store mængder spyt, der indeholder slim og et nervegift, som lammer byttet. Den almindelige konk kan også æde levende muslinger, og når den gør dette, stikker den sin egen skal ned mellem muslingens skaller, så de ikke kan klappe sammen. Muslingen mister på denne måde sit forsvar, og konken kan suge muslingens bløddele op med sit lange udskydelige svælgrør.

Flere hunner lægger om sommeren deres æg sammen i en klump, der kan blive på størrelse med en halvliters flaske. Disse gul/hvide klumper ligger løst på bunden og kan tit ses opskyllede på strandene. Klumpene kan hver indeholde omkring 15.000 linseformede ægkapsler, der hver kan indholde 500-3000 æg. disse udvikles 3-5 unger, de øvrige æg tjener som næring for disse. Ungerne har intet fritsvømmende stadium, men kryber direkte fra ægkapslen ud på havbunden. På dette tidspunkt er de omkring 1,5-2 mm store.

Den almindelige konks fjender er ålekvabber og andre rovfisk der kan pille sneglen ud af sit hus.

Kilde: Naturstyrelsen

                               

                                                                                                                                     Foto John Bach

                                                                                                                                        Foto John Bach

Almindelig knivmusling

Almindelig knivmusling ligner amerikansk knivmusling meget. Den har også en brun, let buet skal. Skallen kan blive op til 15 cm lang, men langt de fleste af de eksemplarer, man finder i opskyllet, måler ikke mere end 8-9 cm. Kikker man på skallens inderside kan man se, at kappebugten danner en svag bue. Det ligner nærmest et U. Hos amerikansk knivmusling er kappebugten større og mere kantet.

Kilde: http://obsnatur.dk/index.php?content_id=3141

                                                                                                                         Foto John Bach

                                                                                                                                                                                  Foto John Bach

Blåmuslinger, Mytilus

Gruppe af muslinger, som bl.a. omfatter arten Mytilus edulis, den blåmusling, som lever i danske farvande (også kaldet pælemusling). Den er aflang, op til 10 cm, med blålige skaller og lever i havet, oftest på ganske lavt vand. De sidder som regel tæt sammen i klumper, og på jævn bund kan de forme store banker, som danner grundlag for et betydeligt fiskeri i Danmark såvel som i udlandet (edulis betyder spiselig).

Blåmuslingen hæfter sig fast til underlaget eller til artsfæller vha. et bundt seje tråde, byssus-tråde, som udskilles af en kirtel ved grunden af foden. Den smalle ende, som vender nedad på den fasthæftede musling, er forenden, mens den brede ende, der rager ud i vandet, er bagenden. Her findes blåmuslingens meget korte ånderør, som kun kan ses, når den åbner skallen.

Blåmuslinger lever af mikroskopiske organiske partikler, som de filtrerer fra det vand, der pumpes ind gennem ånderørene. En blåmusling filtrerer ca. 100 liter vand i døgnet. De koncentrerer eventuelle tungmetaller fra fødepartikler og bruges derfor som indikator for forurening.

Kilde:http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Bl%C3%B8ddyr-_snegle,_muslinger_og_bl%C3%A6ksprutter/bl%C3%A5muslinger

                                                                                                                                                       Foto John Bach

Hjertemuslinger

Cardiidae, familie af marine muslinger. Navnet hentyder til, at omridset af skalhalvdelene set fra siden er hjerteformet. På verdensplan kendes over 100 arter, i Danmark ni. De fleste arter lever på lavt vand. Skallen har radiære ribber, som kan være forsynet med skæl, knuder eller pigge. Der er en betydelig bukkel (umbo) og et udvendigt, mørkfarvet skalbånd (ligament). Hjertemuslinger sidder nedgravet i havbunden, så kun det yderste af de korte ånderør stikker op. Foden har et karakteristisk "knæk", så den ligner et bøjet knæ. Muslingerne graver sig ned i sedimentet vha. foden, der hos nogle arter også kan bruges til at foretage lange spring væk fra fjender. Den almindelige hjertemusling, Cerastoderma (tidl. Cardium) edule, kan forekomme i tætheder på over 1000 pr. m2. Den udgør en vigtig del af føden for mange vadefugle og udnyttes også mange steder til menneskeføde (edule betyder spiselig). I brakvand forekommer to andre arter, Cerastoderma (Cardium) glaucum og Cardium hauniense.

Kilde:http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Bl%C3%B8ddyr-_snegle,_muslinger_og_bl%C3%A6ksprutter/hjertemuslinger

                                                                                                                         Foto John Bach

Almindelig strandsnegl

Latin: Littorina littorea (L.)

Den almindelige strandsnegl er almindelig ved alle danske kyster.

Den almindelige strandsnegl findes især på blød og hård bund. Den er meget almindelig i strandkanten, hvor de lever af den belægning af små alger der findes på sten og tang. Den forekommer endvidere stedvis meget talrigt på bolværk, cementmoler, høfder og sten, der er dækket af vand under højvande.

Mål og vægt: Op til 3 cm høj. Den almindelig strandsnegl bliver normalt 4-10 år.

Skallens farve og mønster varierer meget, men den har ofte brune, mørke farver og er furestribet. Tørre skaller er grå. Tentaklerne har adskillige tværgående striber.

Forveksling: Store almindelige strandsnegle på ca. 3 cm kan ikke forveksles med andre strandsnegle, da almindelig strandsnegl er den eneste der når denne størrelse. Mindre individer kan forveksles med ungefødende strandsnegl, der også er almindelig ved danske kyster. Den ungefødende strandsnegl er dog mindre end almindelig strandsnegl og forekommer oftest tættest ved højvandslinien.

Den almindelige strandsnegl forekommer især i den såkaldte tidevandszone. Det betyder, at den ved højvande opholder sig under vand, mens den ved lavvande befinder sig over vandoverfladen. Dette tåler den sagtens idet mundingen, som hos alle havsnegle, kan lukkes med et kalklåg, der sidder fast på sneglens krop. Når vandet falder, og sneglene tørlægges, trækker sneglene sig ind i huset og lukker låget tæt efter sig. Almindelig strandsnegl kan på den måde overleve selv meget lang tids udtørring.

Den almindelige strandsnegl rasper alger af med sin veludviklede raspetunge.

Kilde: http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/artsleksikon/dyr/bloeddyr/snegle/almindelig-strandsnegl/

Her har vi fundet lidt blæretang på en sten

                                                                                                                                                         Foto John Bach

Blæretang (Fucus vesiculosus) er brunt og har en læderagtig overflade. Planten er almindelig ved alle Danmarks kyster, og den vokser helst på lavt vand på op til fem meters dybde. Blæretangen bliver ikke så let slidt i stykker af brændingen og kan tåle at blive tørlagt ved lavvande. Den udtørrer om efteråret. Bladene er tyve til firs centimeter lange.

Man ser tit, at blæretangen har sat sig fast på en lille sten, og det gør den med en hæfteskive. Tangen holder sig oppe i vandet ved hjælp af nogle luftblærer, der sidder to-og-to fire-fem centimeter fra spidsen af tangens blade. I modsætning til andre planter har blæretangen ingen rod. Den lever i vand og optager ilt og sollys gennem overfladen på bladet. I gamle dage brugte man blæretangen til at helbrede sygdomme i tarme og i mave.

Forskellige fisk har også gavn af blæretang, idet de finder føde, lægger æg og skjuler sig i tangen. Posthornsormen "bor" på blæretangen
Kilde: Naturporten

                                                                                                                                                        Foto John Bach

Naturen som leg og læring

Natur og naturfænomener rummer rig mulighed for leg, læring og udvikling. Mangeartede naturoplevelser skaber grundlag for børns forståelse af deres omverden og en senere stillingtagen til eksempelvis miljøspørgsmål samt en interesse for og en viden om naturen.

Formål med naturoplevelser:

Oplevelser i naturen udvikler børn følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. Derfor skal børn i dagtilbud have mulighed for at opleve glæden ved at være i naturen på forskellige årstider, og de skal udvikle respekt for natur og miljø.Når børn færdes ude udvikles deres krop og sanser samtidig med, at deres nysgerrighed og følelsesregister udfordres.

Naturoplevelser danner grundlag for:

·       At børnene udvikler respekt og forståelse for naturen

·       At børnene oplever fortrolighed og glæde ved at være i naturen.

·       At børnene lærer naturen at kende med alle sanser og oplever den som kilde til og    rum for leg, oplevelse, udforskning og viden.

·       At børnene tilegner sig mange forskellige erfaringer med natur, naturfænomener og miljø.

Ligeså mangfoldig, naturen er, ligeså mangfoldige metoder kan der bruges, til at inddrage naturen i hverdagen.

Kilde: http://dcum.dk/boernemiljoe/leksikon-natur-og-naturfaenomener

Standen er er lille stykke skjult natur uden ret mange gæster, da det ligger godt gemt. Den har en masse muligheder for leg.

                                                                                                                                      Foto John Bach

                                                                                                                                          Foto John Bach

                                                                                                                            Kilde: Google maps

Krabbefiskeri er nok en af mest yndede aktiviteter på stranden. Det indeholder alle aspekter, der er både leg, konkurrence og spænding

Her er en lille video, hvor vi fisker krabber

                              Video John Bach

Sådan fanger du en krabbe

Få fat i nogle små stykker fisk, et fiskeskellet eller muslinger og brug det som madding. Bind en lang snor godt fast om en klemme. Sæt maddingen fast i klemmen og smid den ned i vandet til den rammer bunden. Du kan godt flytte snoren lidt en gang imellem, hvis du ikke får bid! Når du mærker, at krabben hiver i snoren, trækker du den langsomt op af vandet. Du kan sætte et net under den, så den ikke falder i vandet igen. Når du har fanget krabben, kan du putte den ned i din spand eller i et akvarium med vand og tang. Så kan du sidde og holde øje med den og se, hvad den laver.

Se hvor mange krabber du kan fange, men husk at krabber er levende dyr. Kom aldrig for mange i din spand og luk krabberne forsigtigt ud igen, når du ikke vil se på dem mere.

Du kan se forskel på en han-og hunkrabbe, når du vender dem om. Husk at holde krabben, så den ikke kan nappe dig med sine klosakse. Bagerst på skjoldets underside er der en lille trekant. Det er en slags hale. Hvis halen er bred og har mange led, er det en hun. Hvis halen er smal og har færre led (ofte 3 led), er det en han.

Kilde: www.blaaflag.dk

                                                                                                                                     Foto John Bach

                                                                                                                                         Foto Jens Nydal

Almindelig strandkrabbe   Carcinus maenas

Almindelig strandkrabbe er den mest udbredte krabbe i Danmark. Den har ti ben, hvor det forreste benpar er udviklet til to kraftige klosakse, som den bruger til at fange og fastholde byttet med, mens den bruger de fire andre benpar til at bevæge sig sidelæns. Strandkrabben løber altid sidelæns og ofte meget hurtigt, da udformningen af skjoldet gør, at den glider nemmere gennem vandet, når den bevæger sig sidelæns.

Strandkrabben er nataktiv, hvilket betyder, at den hovedsageligt sidder og gemmer sig, mens det er lyst. Hvis den ikke kan finde et skjul, graver den sig ned i bunden, så kun hovedet og klosaksene stikker frem. Når mørket sænker sig, går strandkrabben på jagt efter sit bytte.

Strandkrabberne er udbredt over hele verden, og i Danmark findes de fra Nordsøen og helt ind i Østersøen. Der er mange strandkrabber ved kysten langs fjordene og bælterne. De lever ofte på lavt vand fra 1-10 meter, hvor de små individer findes på det laveste vand, og de større længere ude. Strandkrabben findes især, hvor der er sten, muslingebanker eller tangbælter. I disse områder er der mulighed for at skjule sig, og føden er ofte let tilgængelig.

Krabben strejfer omkring efter føde, som den finder frem til ved hjælp af to følehorn, hvor lugtesansen sidder. De mange små sanseceller på følehornene opfanger dufte i vandet, og specielt dufte, der kommer bagfra, har krabben let ved at opfange, da den hele tiden vifter vand forbi gællerne bagfra og fremefter. Strandkrabben er stort set altædende. Mellem sten og planter finder den forskellige muslinger, strandsnegle, rejer, tang, tanglopper, tanglus, fiskeæg, fiskelarver, hundestejler og kutlinger samt ådsler.

Kilde: http://e-learning.skaldyrcenter.dk/produkter/strandkrabbe

                                                                                                                                      Foto John Bach

Man kan tit være heldig at finde en tom krabbeskal på stranden. Det betyder ikke nødvendigvis, at ejeren af skallen er død. En krabbe skifter nemlig skal, når den er blevet for stor til at være i den gamle. Efter cirka en uge uden skal er der vokset en ny skal frem. I den skal-løse periode er krabben naturligvis mere sårbar end ellers.

Kilde:http://danske-dyr.dk

                                                                                                                                         Foto John Bach

  Rur

 Latinsk navn: Semibalanus balanoides. Klasse: 10 benede krebsdyr

Rur lever på ganske lavt vand, ofte i tidevandszonen. Rurer sidder tæt sammen i kolonier, hvilket gør parringen lettere. Rur er fasthæftet til sten, skaller bolværker og pæle. De lever inde i et hvidligt, vulkanlignende hus med et låg, der består af 4-6 bevægelige kalkplader. Selve dyret er fastgjort til bunden. Rurer har lange slanke lemmer, som er dækket af tætte børster. Disse bruges til at føre føde og vand ind i huset. Rurer filtrerer detritus og plankton fra vandet.

Levested: Hav, Husets diameter: Op til 2 cm, Husets højde: 1-6 cm, Rurer er hermafroditter (tvekønnede) Æg: Op til 10.000 Larverne lever i de frie vandmasser. Levealder: Op til 7 år. Rurer formerer sig ved at den lange penis stikkes ned i en anden rurs hus. Æggene befrugtes inde i huset, og senere slippes larverne ud i vandet. I forhold til dyrenes størrelse har rurer den længste penis af alle dyr.

Kilde: www.naturporten.dk/

Fisketur er da noget af det sjoveste. Der er rigtigt mange forskellige fisk under overfladen. Her er nogle af de arter man kan fange

                                                                                                                                                 Foto John Bach

Torsk

Gadus morhua (L.)

Familie: Torskefamilien -Gadidae

Lignende arter: Ingen i Finland

Størrelse: 40-80 cm, 0,5-3 kg, store fisk vejer 6-7 kg, men kan nå op på 20-30 kg.

Udseende: Med sit store hoved og åbne mund fyldt med små tænder, kan Torsken næppe forveksles med nogen anden af Finlands havfisk. Underkæben har en enkelt skægtråd. Rygfinnen består af tre dele og gatfinnen to. Skællene er meget små.

Farver: Lys bug, sider og ryg viser udtalt brun spraglethed. Lys stribe langs sidelinjen.

Formering: Gyder tidlig om foråret og helt til august på åbent hav i dybder på 50-150 m. Rognene flyder i vand med et saltindhold på mindst 0.11%, men ved mindre end dette synker de og overlever ikke, så Torsken formerer sig sjældent i finsk farvand. Torsk som fanges her kommer fra den sydlige Østersø.

Føde: Hvirvelløse dyr på bunden, især isopoder og små fisk og fiskerogn.

Udbredelse og levesteder: Forekomst i finsk farvand varierer meget. Strømme af salt havvand gennem de danske stræder kan føre stort antal af torsk ind i Østersøen så langt som den nordlige Botniske Bugt og østlige Finske Bugt. Andre tider viser Torsk sig af og til ved den SV kyst.
Kilde: Naturegate

                                                                                                                                      Foto John Bach

Ulk                                                                                                                  

Familie: Ulke – Cottidae

Myoxocephalus scorpius (L.)

Lignende arter: Hornulk, Ulk

Størrelse: 20-30 cm, kan veje op til 1 kg.

Udseende: Pigget, med en stor mund og brede brystfinner, sær Almindelig Ulk frygtindgydende ud. Hovedet er udstyret med bagudrettede pigge, som ikke er lige store eller rundede som dem hos Hornulken. To korte pigge på hvert gællelåg. Under hovedet er der en skindlap, der beskytter gællerne. Disse to kendetegn adskiller Almindelig Ulk fra Ulken.

Farver: Ikke den mest tiltrækkende fisk, men hannen kan fremvise prægtige farver, specielt i gydetiden. Hovedet og ryggen er mørke med utydelige markeringer, finnerne er stribede. Bugen på hunnen er orange, med klart afgrænsede hvidlige pletter. Bugen på hannen er mere rød og i yngletiden får den ret strålende farver, som gør de hvide pletter mere fremstående.

Formering: Gydningen finder sted om vinteren mellem december og februar. Rognene bliver anbragt i en passende lavning af sten, og efter befrugtningen ligger hannen vagt og vifter rognene i den 2 måneder lange udklækningstid.

Føde: Bundlevende krebsdyr, især isopoder og små fisk.

Udbredelse og levesteder: Almindelig i havet omkring Finland bortset fra den nordligste del af Botniske Bugt og den østligste del af Finske Bugt, hvor den ikke er så almindelig. Lever på havbunden i en dybde på 4-60 m. Om sommeren undgår den Almindelige Ulk varmt, grundt vand, men dog ikke i samme målestok som den mere arktiske Hornulk. 

Almindelig Ulk fremkalder sommetider en mærkelig kvækkende lyd når den bliver løftet ud af vandet. De talrige pigge skal helst undgås eftersom de indeholder giftstoffer
Kilde: Naturegate

                                                                                                                                                      Foto John Bach

                                                                                                                                                     Foto John Bach

                                                                                                                                                     Foto John Bach

                                                                                                                                      Foto John Bach

Skrubbe

Platichthys flesus (L.)

Familie: Højrevendte fisk – Pleuronectidae

Lignende arter: Ising, Pighvar, Rødspætte, Slethvar

Størrelse: 20-35 cm, overstiger sjældent 1 kg i vægt.

Udseende: Har almindeligvis begge øjne på højre side af hovedet. Ikke et sikkert tegn til identifikation, eftersom nogle medlemmer af denne familie kan være venstresidede på samme måde som nogle mennesker er venstrehåndede. Venstresidede Skrubber er måske repræsenteret af op til en tredjedel af fiskene. Skrubber kan bedst adskilles fra andre fladfisk på vinkelen af midtpunktet af ryg og gatfinner. Andre medlemmer af familien har mere rundede finner. Kan også adskilles på sine benede knuder langs sidelinjen, som kun bøjer sig let opad over brystfinnen.

Farver: Undersiden er næsten hvidlig, øjesiden varierer efter bundtype fra brun til grålig og fra ensfarvet til plettet. Pletterne er ofte rustrøde (mulig forveksling med Rødspætte).

Formering: Afhænger af saltindhold. Når saltindholdet overstiger 1 % som i den sydlige Østersø, gyder Skrubberne på dybere vand og rognene flyder. Langs Finlands kyster yngler Skrubber på grundt vand i maj-juni, rognene bliver på bunden på grund af lavt saltindhold. Hannens sæd er kun mobil når saltindholdet når omkring 0,6 %, det begrænser gydningen til sydvestlige kystområder.

Føde: Hvirvelløse dyr på bunden, specielt skaldyr.

Udbredelse og levesteder: Ret almindelig omkring Finland, dog mindre hyppig i den nordlige Botniske Bugt og østlige del af Finske Bugt. Selv om den grundlæggende er en saltvandsfisk, så klarer Skrubben sig utrolig godt i vand med intet saltindhold. Om sommeren svømmer Skrubber fra Ishavet regelmæssigt op ad Tenjokifloden så langt som til Pulmankijärvi søen. Skrubber bruger det meste af sin tid i jævnt grundt vand, hvor de foretrækker mudret eller sandet bund, hvor de ligger delvist skjult. Forlader varmt vand sent om sommeren til dybder på 10-30 m.

En kendt fangst for fiskere, der fisker med net ude på havet. En god spisefisk, og populær røget. Højresidede fladfisk, som bliver fanget i finsk farvand er næsten uden undtagelse Skrubber, mens venstresidede fisk med stor mund og mere rund form er Pighvarre. De to er nemme at adskille, selv om Skrubben skulle være venstresidet. Enhver fladfisk, som ikke ser almindelig ud bør undersøges nøje i fald af at der skulle være en Ising, Rødspætte eller Slethvarre imellem. Rødlige pletter er ikke en bombesikker måde at identificere på.
Kilde: Naturegate