Konkylier, muslinger og snegle er noget af det mest spændende man kan finde på stranden

                                                                                                                                            Foto John Bach

Almindelig konk kaldes også for konksnegl eller for konkylie.

Almindelig konk er meget almindelig i de danske farvande ind til den vestlige Østersø (op til en saltholdighed på ca. 15 promille).

Almindelig konk findes fortrinsvis på mudder og sandbunde og findes især på lavt roligt vand. Låget, som den lukker åbningen med når den trækker sig ind i skallen, kan findes som knaplignende mørk plader på stranden. Disse låg stammer fra døde snegle. Skallen fra døde snegle overtages ofte af eremitkrebs eller kan findes opskyllede og ødelagte. På ydersiden af beboede skaller (enten beboet af sneglen selv eller af en eremitkrebs) kan der vokse polypdyr, rurer og andre dyr.

Mål og vægt:  11-14 cm lang.

Den almindelige konk har en grålig rødbrun skal, der kan have lilla markeringer. På overfladen er skallen meget bulet og danner ribber der går på tværs af spiralsnoningen. Sneglens krop er hvidlig med sorte pletter fordelt over hele kroppen.

Forveksling: Den almindelige konk kan forveksles med rødkonken, der kan have samme størrelse. De kan kendes fra hinanden på skallens overflade. Rødkonkens er næsten hel glat og rødbrun og har kun lidt striber der følger vindingerne.

Den almindelig konk er et rovdyr, der æder krabber, orme, muslinger og friske ådsler. Når den æder udskiller den store mængder spyt, der indeholder slim og et nervegift, som lammer byttet. Den almindelige konk kan også æde levende muslinger, og når den gør dette, stikker den sin egen skal ned mellem muslingens skaller, så de ikke kan klappe sammen. Muslingen mister på denne måde sit forsvar, og konken kan suge muslingens bløddele op med sit lange udskydelige svælgrør.

Flere hunner lægger om sommeren deres æg sammen i en klump, der kan blive på størrelse med en halvliters flaske. Disse gul/hvide klumper ligger løst på bunden og kan tit ses opskyllede på strandene. Klumpene kan hver indeholde omkring 15.000 linseformede ægkapsler, der hver kan indholde 500-3000 æg. disse udvikles 3-5 unger, de øvrige æg tjener som næring for disse. Ungerne har intet fritsvømmende stadium, men kryber direkte fra ægkapslen ud på havbunden. På dette tidspunkt er de omkring 1,5-2 mm store.

Den almindelige konks fjender er ålekvabber og andre rovfisk der kan pille sneglen ud af sit hus.

Kilde: Naturstyrelsen

                               

                                                                                                                                     Foto John Bach

                                                                                                                                        Foto John Bach

Almindelig knivmusling

Almindelig knivmusling ligner amerikansk knivmusling meget. Den har også en brun, let buet skal. Skallen kan blive op til 15 cm lang, men langt de fleste af de eksemplarer, man finder i opskyllet, måler ikke mere end 8-9 cm. Kikker man på skallens inderside kan man se, at kappebugten danner en svag bue. Det ligner nærmest et U. Hos amerikansk knivmusling er kappebugten større og mere kantet.

Kilde: http://obsnatur.dk/index.php?content_id=3141

                                                                                                                         Foto John Bach

                                                                                                                                                                                  Foto John Bach

Blåmuslinger, Mytilus

Gruppe af muslinger, som bl.a. omfatter arten Mytilus edulis, den blåmusling, som lever i danske farvande (også kaldet pælemusling). Den er aflang, op til 10 cm, med blålige skaller og lever i havet, oftest på ganske lavt vand. De sidder som regel tæt sammen i klumper, og på jævn bund kan de forme store banker, som danner grundlag for et betydeligt fiskeri i Danmark såvel som i udlandet (edulis betyder spiselig).

Blåmuslingen hæfter sig fast til underlaget eller til artsfæller vha. et bundt seje tråde, byssus-tråde, som udskilles af en kirtel ved grunden af foden. Den smalle ende, som vender nedad på den fasthæftede musling, er forenden, mens den brede ende, der rager ud i vandet, er bagenden. Her findes blåmuslingens meget korte ånderør, som kun kan ses, når den åbner skallen.

Blåmuslinger lever af mikroskopiske organiske partikler, som de filtrerer fra det vand, der pumpes ind gennem ånderørene. En blåmusling filtrerer ca. 100 liter vand i døgnet. De koncentrerer eventuelle tungmetaller fra fødepartikler og bruges derfor som indikator for forurening.

Kilde:http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Bl%C3%B8ddyr-_snegle,_muslinger_og_bl%C3%A6ksprutter/bl%C3%A5muslinger

                                                                                                                                                       Foto John Bach

Hjertemuslinger

Cardiidae, familie af marine muslinger. Navnet hentyder til, at omridset af skalhalvdelene set fra siden er hjerteformet. På verdensplan kendes over 100 arter, i Danmark ni. De fleste arter lever på lavt vand. Skallen har radiære ribber, som kan være forsynet med skæl, knuder eller pigge. Der er en betydelig bukkel (umbo) og et udvendigt, mørkfarvet skalbånd (ligament). Hjertemuslinger sidder nedgravet i havbunden, så kun det yderste af de korte ånderør stikker op. Foden har et karakteristisk "knæk", så den ligner et bøjet knæ. Muslingerne graver sig ned i sedimentet vha. foden, der hos nogle arter også kan bruges til at foretage lange spring væk fra fjender. Den almindelige hjertemusling, Cerastoderma (tidl. Cardium) edule, kan forekomme i tætheder på over 1000 pr. m2. Den udgør en vigtig del af føden for mange vadefugle og udnyttes også mange steder til menneskeføde (edule betyder spiselig). I brakvand forekommer to andre arter, Cerastoderma (Cardium) glaucum og Cardium hauniense.

Kilde:http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Bl%C3%B8ddyr-_snegle,_muslinger_og_bl%C3%A6ksprutter/hjertemuslinger

                                                                                                                         Foto John Bach

Almindelig strandsnegl

Latin: Littorina littorea (L.)

Den almindelige strandsnegl er almindelig ved alle danske kyster.

Den almindelige strandsnegl findes især på blød og hård bund. Den er meget almindelig i strandkanten, hvor de lever af den belægning af små alger der findes på sten og tang. Den forekommer endvidere stedvis meget talrigt på bolværk, cementmoler, høfder og sten, der er dækket af vand under højvande.

Mål og vægt: Op til 3 cm høj. Den almindelig strandsnegl bliver normalt 4-10 år.

Skallens farve og mønster varierer meget, men den har ofte brune, mørke farver og er furestribet. Tørre skaller er grå. Tentaklerne har adskillige tværgående striber.

Forveksling: Store almindelige strandsnegle på ca. 3 cm kan ikke forveksles med andre strandsnegle, da almindelig strandsnegl er den eneste der når denne størrelse. Mindre individer kan forveksles med ungefødende strandsnegl, der også er almindelig ved danske kyster. Den ungefødende strandsnegl er dog mindre end almindelig strandsnegl og forekommer oftest tættest ved højvandslinien.

Den almindelige strandsnegl forekommer især i den såkaldte tidevandszone. Det betyder, at den ved højvande opholder sig under vand, mens den ved lavvande befinder sig over vandoverfladen. Dette tåler den sagtens idet mundingen, som hos alle havsnegle, kan lukkes med et kalklåg, der sidder fast på sneglens krop. Når vandet falder, og sneglene tørlægges, trækker sneglene sig ind i huset og lukker låget tæt efter sig. Almindelig strandsnegl kan på den måde overleve selv meget lang tids udtørring.

Den almindelige strandsnegl rasper alger af med sin veludviklede raspetunge.

Kilde: http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/artsleksikon/dyr/bloeddyr/snegle/almindelig-strandsnegl/